Læger snakker om æble- og pæreform. Popkulturen har i årtier vist os Marilyn Monroe med timeglasformen som den ypperligste kvindelige kropsform. Rigtig mange kvinder kan dog slet ikke se sig selv passe ind i en af disse 3 kropsformer. Det er selvfølgelig fordi der er mange flere. Nogen ville sige at der findes lige så mange kropsformer som der findes kvinder, men så bliver denne blogserie overordentlig lang og ganske ubrugelig som guide. Udover at det kan være svært at identificere sin kropsform, så kan det også være svært at se hvilke snit og designs der klæder ens krop; fremhæver det fantastiske og skjuler det mindre sjove.

Body Shape Bible

De britiske modeforfattere Trinny Woodall og Susannah Constantine, beskriver 12 kropstyper i deres bog Body Shape Bible 1: Søjle, slikkepind, kræmmerhus, vinglas, mursten, æble, vase, timeglas, cello, kegle, pære og klokke. Ikke alle disse betegnelser lyder lige flatterende, (skriver hende der fandt ud at hun er en såkaldt mursten) men de detaljerede beskrivelser og de gode råd opvejer det til fulde. Herunder er et affiliate link til Amazon, hvor man kan købe bogen. Man kan også være heldig og finde den på biblioteket. 

Rådene fra bogen har jeg for længst taget til mig, samtidig med at jeg selv er kommet frem til flere gode råd til, hvordan man klæder sig efter sin kropsform. Disse vejledninger og råd giver jeg nu videre til jer, med ønsket om at i finder jeres helt rigtige type, og lærer både at iklæde den endnu bedre og sætte mere pris på den.

Desuden vil jeg henvise til hvilke symønstre her på synu.dk der især egner sig til ens type. Disse vil være fremhævet med farve i afsnittene med forslag til den enkelte type.

 

So without further ado…

Timeglas, vase og cello

I dette første indlæg vil jeg gennemgå 3 typer: Timeglasset og dens nærmeste “slægtninge” vasen og celloen. De er i familie med hinanden pga følgende fælles træk: Brystmål og hoftemål er ret ens og taljen er markant mindre. Overordnet set kan man sige at der er tale om en X-form. Forskellen mellem dem er bl a proportionerne i selve taljen.

Kort sagt kan typerne beskrives med følgende træk:

 

Timeglas: Store bryster, smal talje, kort i livet, brede hofter, fyldige lår.

Find din kropstype 1. del timeglasPhoto by Uroš Jovičić on Unsplash    

Cello: Brede skuldre, store bryster, kort i livet, brede hofter, bred bagdel, brede lår, slanke underben.

Find din kropstype 1. del celloPhoto by Dominik Scythe on Unsplash    

Vase: Store bryster, let kurvet lang talje, hofter i samme mål som bryster, slanke lår og ben.

Find din kropstype 1. del kropstype vasePhoto by Annie Spratt on Unsplash  

Timeglasset og celloen ligner til forveksling hinanden. Den store forskel er ofte at celloformen oftere ses på kvinder der generelt er plus size. Proportionelt ser man dog at hos celloen fremgår underbenene slankere end hos timeglasset. En anden forskel er hvor meget taljeområdet fylder lodret på kroppen. Er man kort i livet som celloen og timeglasset går man hurtigt ind og ud i taljen, hvorimod vasens talje er en blødere længere kurve.

 

Do’s and Don’ts

Hvis man kan identificere sig med en af disse typer, følger herunder tips til hvilke snit og designs der gør underværker, samt hvilke man bør smide i brændeovnen til vinter, eller i hvert fald give væk til en veninde med en helt anden kropstype.

Timeglas

Do’s: “Sekretærlooket”, pencilnederdel, toppe og cardigans med dybere v-hals og detalje på skuldrene, enkeltradede jakker og frakker, i det hele taget figursyet.

Don’ts: Overskydende stof i form af bl a flagermusærmer og flæser, rullekrave, brede bælter i taljen, bukser med tydelige lommer i siden.

Cello

Do’s: Overdele med v-hals eller anden dyb udskæring, kjoler med halterneck, nederdele med lodrette syninger/læg, bukser med opslag forneden, enkeltradede jakker og frakker . 

Don’ts: Meget stramme jeans, bukser i blankt stof, rullekrave, miniskørt eller pencilnederdel. 

Vase

Do’s: “Sekretærlooket”, skjorte med lille pufærme, pencilnederdel med høj talje, jeans med lige ben, bukser med lommer ud mod/på hoften* og med plads til bredt bælte i linningen, enkeltradede jakker.

Don’ts: rullekrave, løse oversize kjoler, for meget stof i halsudskæringen som f eks flæser, kjoler eller nederdele med detaljer der “fylder”.

 

Opremsningen af disse do’s og don’ts kan lyde ret sort/hvidt, men de er ment som generelle retningslinier og tips der som regel virker for den enkelte kropstype. Selvfølgelig er der individuelle forskelle, og nogen gange befinder man sig bare fantastisk i et bestemt outfit, og så må teorier om kurver og proportioner pænt stille sig over i et hjørne og vente.

Ingen skal, med andre ord, diktere om du skal kyle din yndlingstrøje ud. 

Coming up…

I næste indlæg vil fokus være på typerne kræmmerhus, slikkepind og vinglas, som alle er kendetegnet ved at være bredest for oven, det man også kan betegne som “top-heavy”. Udover det vil jeg komme med nogle betragtninger omkring de kropsidealer der fylder i vores kultur, og hvordan de relaterer sig til ens søgen efter kropstype og hvordan man befinder sig godt med den.

  <3 Pernille
  1. Body Shape Bible, Trinny Woodall & Susannah Constantine, Borgen, 2008

Pin It on Pinterest

Share This