Vi er nu nået til 3. del af “find din kropstype”-blogserien, bygget delvist på bogen af Trinny og Susannah, Body Shape Bible
(Body Shape Bible, Trinny Woodall & Susannah Constantine, Borgen, 2008).
Inden vi fokuserer på de tre kropstyper, kegle, pære og klokke, vil jeg snakke lidt om idealer gennem tiden, samt dele nogle tanker om det grønnere græs, som naboen tilsyneladende altid har i sin have.
Idealet der vender tilbage
Timeglasfiguren bliver på mange måder hyldet i vores moderne kultur. Vi nærmer os snart de 100 år siden en tidsperiode for alvor havde et andet ideal: 1920’ernes androgyne look, hvor en kvinde stræbte efter en søjle- eller drenge-lignende figur ved hjælp af flapperkjoler og andre snit, der generelt blev skåret over hoften og gik lige op og ned fra skulder til knæ. Den tydelige kvindeform sås kun på underbenene, der til gengæld som noget nyt blev vist frem, efter århundreder at være gemt væk under utallige lag stof (samt kvindeundertrykkende normer 😉 ).
(Stilen fra 1920’erne er kommet tilbage som en af mange trends i disse år, men dét inviterer i virkeligheden til et helt andet blogindlæg. Kommenter endelig med forslag, hvis du godt kunne tænke dig blogindlæg fra Sy Nu om trends, tendenser, modehistorie eller noget helt fjerde.)
Men allerede i 1930’erne går moden igen i retning af at ville vise talje og former, og da vi når 1950’erne bliver Marilyn Monroe det altoverskyggende ikon.
I det store og hele ser det ud til at vi altid vender tilbage til timeglasfiguren.
Men en ting er mode og idealer, en anden ting er hvordan det er at leve med den kropstype man nu har, og hvilke tanker man har om den.
Er græsset grønnere?
Kvinder med runde hofter og lår og en smal talje ved om nogen hvor svært det kan være at finde jeans der sidder godt. Når man endelig finder et par hvor der er nok plads til de fyldige lår, er der til gengæld et gabende hul i taljen. Dette kan de pæreformede stensikkert også nikke genkendende til. Man er måske tøvende med at iføre sig stramtsiddende tøj på arbejdet, fordi ens kurvede krop så føles som om den bliver al for fremhævet i de profesionelle omgivelser.
Omvendt står et kræmmerhus måske og føler sig så uendeligt drenget og flad når hun kigger sig i spejlet. Bevares, hun er (som regel) høj og ser rank og sporty ud, men hvor gemmer den der fysiske kvindelighed sig? Hvis man dog bare havde lidt kurver omkring hofterne…
Imens står der en klokkeformet kvinde og undrer sig over hvorfor i alverden hun har så små bryster, mens lår og bagdel står for næsten al fylden. Manglede moder natur sin proportionsans den dag man blev udformet?
Tilsyneladende kan kvinder med alle slags kropstyper se på deres kroppe og finde noget de er utilfredse med. Men hvis det gælder alle typer, kan vi lige så godt vende den om: Hvad er jeg tilfreds med? Hvordan kan jeg tænke anderledes om min krop? Hvordan kan jeg klæde min krop i det rigtige tøj, så jeg holder op med at kritisere den og i stedet begynder at sætte pris på de brede skuldre, de små bryster, den store numse eller kraftige lægge?
Det er i hvert fald tilsyneladende sådan, at ens kropstype ikke i sig selv afgør, om man er glad for sin krop. Til gengæld sidder der, ovenover den kropstype man er blevet udstyret med, jo som bekendt en hjerne der kan ændre sine tankemønstre, hvis den bliver påvirket. Det kan blandt andet gøres ved at se analytisk og konstruktivt på sin krop, som er ideen med bogen Body Shape Bible og denne blogserie.
Lad os kigge på hvad de næste tre kropstyper kan gøre…
Kegle, pære og klokke
De 3 kropstyper i dette indlæg er: Kegle, pære og klokke. De ligner hinanden ved at tyngden befinder sig i underkroppen, med et andet udtryk er de bottom-heavy. Forenklet er silhuetten en spids trekant, som vender spidsen opad. Det der adskiller de tre typer er bl a om man er kort eller lang i livet, og om tyngden i underkroppen findes i form af ridebukselår, stor bagdel eller kraftige ben.
De kan hver især beskrives med følgende kendetegn:
Kegle: Gennemsnitligt størrelse bryster, slank talje, okay mave, store lår, kraftige lægmuskler.
Pære: Små bryster, langt taljestykke, flad mave, ridebukselår, tunge kraftige ben.
Klokke: Smalle skuldre, små bryster, slank talje som dog er kort i højden, store lår, stor bagdel.
Photo by Igor Ovsyannykov on Unsplash
Det er værd at notere at ridebukselårene kun er kendetegnende for en pære. Tyngden i underkroppen kan fordele sig meget forskelligt for de tre typer.
Hvis man kan identificere sig med en af disse typer, følger herunder tips til hvilke snit og designs der fungerer og hvilke der ikke gør.
Kegle:
Do’s: Relativt tætsiddende overdele med bredde eller fylde på skuldrene, f eks pufærmer eller draperede detaljer. Figursyede strikoverdele. Blazer/jakker med bredt revers og bred halsudskæring, kort længde. Kjoler der er tætsiddende på overkroppen og har masser af vidde i skørtet. A-formede og vide nederdele. Nederdele med lodrette detaljer. Bukser med vide ben og skrå lommer. Sko med høje men dog kraftige hæle. Smalle bælter i taljen. Større halskæder.
Don’ts: Toppe med tynde stropper. Lange trøjer. Jakker der slutter på bagdelen. Korte bukser der slutter på lårene. Stumpebukser. Meget tætsiddende bukser. Pencilskirts. Ankelremme på sko.
Pære:
Do’s: Skjorter eller toppe i lette feminine stoffer med detaljer som pufærmer, flæser eller biser på brystet. Bådformede og andre brede halsudskæringer. Bolerojakker. Frakker med vidde nederst, lukket med et bælte. Hel- og halvlange nederdele i A-form. Stropløse kjoler med vidde fra taljen og ned. Bukser med vide ben. Sko med høje og lige hæle samt plateau.
Don’ts: Nederdele hvor stoffet er skåret på skrå af trådretningen. Meget korte nederdele. Pencilskirts. Stramme bukser og jeans. Ankelremme.
Klokke:
Do’s: Overdele med fylde, f eks i form af detaljer på skuldrene, bred rullekrave, broderi i halsudskæringen, draperinger. Bukser med vide ben i blødt og løst stof der lukkes i siden. Nederdele med vidde og få læg der starter under punktet hvor bagdelen slutter. Skjortekjoler med længere ærmer, bredt bælte i taljen samt vidde i underdelen. Sko med keglehæl. Store halskæder der fylder noget over brystet.
Don’ts: Bukser der er smallere forneden. Overdele der stumper. Små diskrete halskæder. Kjoler hvor stoffet er skåret på skrå af trådretningen. Flæser og andre overlæssede detaljer på underdele.
Disse do’s og don’ts skal ikke nødvendigvis tages bogstaveligt. Pointen er at prøve dem af, og se hvad der virker for dig.
Coming up…
I næste og sidste indlæg i serien vil fokus være på typerne mursten, søjle og æble. Disse tre er overordnet set firkantede, dog er æblet kendetegnet ved mere fylde om taljen. Indlægget vil også indeholde ekstra tips og tricks på falderebet, så du er sikker på at kunne finde din kropstype og klæde den fantastisk på.
Kom endelig med dine kommentarer og spørgsmål.
<3 Pernille