Den skjulte tråd (Phantom Thread) – Anmeldelse
Phantom Thread, 2017, Paul Thomas Anderson, Focus Features, Universal Pictures.
Verdens centrum
Vi befinder os i 1950’erne i det fiktive britiske modehus Woodcock, hvor kjoleskaberen Reynolds Woodcock skaber udsøgte drømmekjoler, med sin kølige søster Cyril ved sin side som leder af alt det praktiske. Reynolds er den type, hvis arbejde er hans liv og altoverskyggende passion, og den mindste forstyrrelse og forhindring tirrer hans veludviklede primadonnanykker. Som f eks når nogen spiser ristet toast for larmende ved morgenbordet!
Han har ikke en kæreste, men skiftende muser, som hver bliver behandlet som blanke lærreder, der skal bære hans kunst. De bliver formet som ler i hans hænder, og når han ikke længere kan inspireres af dem, bliver de smidt ud som en synål, der har mistet sin skarphed.
Han opfører sig som det feterede centrum i universet, og resten af modehuset Woodcock respekterer dette til fulde, og lægger sig i de kredsløb de må, for at det hele kan gå op i en højere enhed.
Alma er anderledes
Men den nyeste muse i hans liv, Alma, er helt sin egen. Hun siger ham imod, på trods af at hun “bare” er en servitrice, som han lader sig besnære af, da han bestiller morgenmad på et hotel.
Hun tør ytre sig i modehuset, hvor hakkeordenen ellers er fuldstændig fastlagt og den gode smag er indforstået.
Ublu fortæller hun Reynolds, hvad hun ser bag hans facade, og stædigt men sikkert rykker hun ved hans fundament, og en nagende uro forplanter sig ud til publikum.
Reynolds Woodcock er uden tvivl provokerende i beskuerens øjne. Men samtidig er hele hans væsen også en udkrystallisering af hvad det vil sige at lade sig opsluge fuldstændig af sin passion, og bestræbe sig på altid at yde et mesterligt resultat. Ethvert menneske der beskæftiger sig med noget kreativt, kan genkende denne passion, omend nok i en mindre excentrisk udgave end portrættet af Reynolds Woodcock viser.
Mesterligt
Skuespillet er mesterligt. Den levende legende Daniel Day-Lewis giver sig endnu engang fuldstændigt hen til en rolle, hvilket bl a kan ses i nærbilleder, hvor hans synålemartrede fingre tydeligt viser resultatet af passion og hårdt arbejde. Lesley Manville og Vicky Kreips som spiller henholdsvis søsteren Cyril og musen Alma, spiller ligeledes intenst, og tilsammen er de et sitrende trekløver af lige dele kølig kontrol og djævelskab lige under overfladen.
Paul Thomas Anderson laver ikke film der er nemme at gå til. Men han formår at skabe yderst intense scener og fortællinger der lægger sig under huden på en, og man tager sig selv i at vende tilbage i tanken igen og igen, for at forstå hvad der er op og ned.
Den skjulte tråds allerøverste stoflag, de smukke billeder, taler dog helt for sig selv som den lækreste metervare.
Den skjulte tråd – Phantom Thread findes på streamingtjenester og kan nok også findes på dvd, evt på biblioteket.
<3 Pernille