I sidste uge – i sidste blog indlæg, fik du vist, hvordan du kan lave en blusegrundform, der passer til dine mål. Hvis ikke du har set blogindlægget endnu, kan du finde det her: “Lav din egen blusegrundform…”
Hvis du har fulgt med i noget tid, så ved du at jeg er KÆMPE fan af at konstruere. Jeg ELSKER simpelthen at man kan tage et stykke papir, og skabe noget i 3D, udfra idéer man har inde i hovedet! Det er så vildt! 😀 Og bare dét, at vi selv kan bestemme lige præcis hvad vi vil lave!
Nu har jeg så også et par år på bagen, mht. erfaring, og det HÅBER jeg så inderligt, jeg også kan hjælpe dig med – såfremt du også synes det er interessant, selvfølgelig. 😉
Nå – nok snak – jeg vil tage voksen-kappen på, og introducere dig til, hvordan du kan konstruere en simpel bluse/t-shirt ud fra din blusegrundform.
Dette er blot 1 design ud af flere mio mulige! (Fik jeg nævnt at jeg elsker konstruktion? 😉 )
Du kommer til at lære, hvordan du laver en simpel t-shirt ud fra blusegrundformen – og jeg viser det i illustrationer.
T-shirtens detaljer bestemmes
Nu hvor vi har grundformen færdig, kan vi bygge videre på den, så vi kan få nogle mønsterdele til en t-shirt ud af den.
Vi laver et mønster til en helt almindelig langærmet t-shirt, ud fra den grundform, vi lige har konstrueret.
Jeg har tegnet en tegning af en t-shirt, som jeg gerne lave et mønster på, herover.
Så når jeg vælger hvor jeg vil sætte mine streger i min konstruktion, er det ud fra tegningen jeg lader mig inspirere. Så det er altid godt at have en visuel reference, når du skal til at konstruere.
Mine overvejelser er:
- T-shirten skal syes i strækstof. Den skal sidde til, men ikke være tætsiddende. Det betyder, at jeg kan fjerne bevægelsestillægget fra min grundmodel.
- T-shirten herover går ikke helt ned til det bredeste på mine hofter, så jeg vil trække lidt fra i længden.
- Jeg vil have ribkant i halsen, så jeg skal trække ribkantens færdige bredde fra min halsrundinger.
Derudover er der ikke meget andet, der er forandret fra grundformen.
Konstruktion af t-shirt – Tegning 1
T-shirtens vidde
Det første vi gør, er at trække bevægelsestillægget fra, så den kommer til at sidde ind til kroppen, uden at stramme. Bevægelsestillægget var 2 cm. Så vi tegner en linje, der går parallelt med sidesømmen, men 2 cm længere til venstre. Jeg kan uden videre fjerne bevægelsestillægget, fordi jeg ved at jeg vil sy modellen i strækstof. Hvis denne model skulle syes i fast stof, ville jeg beholde bevægelsestillægget.
T-shirtens længde
Det næste skridt er at vælge længden på t-shirten. Jeg har kigget lidt på min tegning, og besluttet mig for at den skal være 4 cm kortere. Så jeg tegner en streg, der går parallelt med bunden, blot 4 cm længere oppe. Den skal være vinkelret på den lodrette linje til venstre, og ligeledes være vinkelret hvor de to streger mødes ved højre side.
Afsæt skulderpunktet
For at vi kan lave et ærmegab og ærme, skal vi lige have afsat skulderpunktet på den øverste linje. Der måler du fra halsrundingen (knækket), og til højre ud på linjen. Her er det 12,3 cm ud.
Når formen er på plads med vidde og længde på t-shirten, kan vi gå videre til halsudskæringen og ærmerne.
Konstruktion af t-shirt – Tegning 2
Halsudskæringen
Jeg vil gerne have en ribkant i halsen, men stadig bibeholde den tætte halsudskæring. Så jeg beslutter mig for hvor bred den færdige ribkant skal være, og nedringer halsrundingerne med dette tal. Her har jeg trukket 1,5 cm fra, da jeg vil have min ribkant til at være 1,5 cm bred – ud fra min tegning. 🙂
Ærmegab
Ærmegabet tegnet i en jævn bue fra skulderpunktet ned til sidesømmen ved overvidde-linjen. Det er en vurderingssag hvordan denne bue præcist skal se ud. Dette rettes til om nødvendigt, når stykkerne udkopieres og prøves.
Vi starter med at tegne forstykkets ærmegab. Vær opmærksom på, at den skal være vinkelret på skulderlinjen.
Derefter måler vi 1 cm ud fra skulderen på skulderlinjen, således at bagstykkets skulderbredde bliver 1 cm længere end forstykkets skulderbredde. Dette gør vi, fordi vi gerne vil have noget bevægelsestillæg på bagstykket (så der er plads til at vores skulderblade kan bevæge sig frit rundt 🙂 ).
Bagstykkets ærmegab tegnes nu fra det nye punkt på skulderlinjen, og ned til sidesømmen ved overvidde-linjen – den ender ved samme punkt som forstykket.
Når for- og bagstykke syes sammen, holdes bagstykket til, så det passer forstykket.
Ærmets sidesøm
For at finde ærmets sidesøm, forlænges overvidde-linjen mod højre. Mål nu 7 cm (dette er et standard tal, der fungerer i de fleste tilfælde) ud fra sidesømmen og sæt et punkt.
Konstruktion af t-shirt – Tegning 3
Ærmekuppel
Nu skal ærmekuplen tegnes på. Her tegner vi i en jævn bue, der går fra det yderste (bagstykkets) skulderpunkt og ned til ærmets sidesøms-punkt. Det er igen en vurderingssag hvordan buen præcist skal se ud. Prøv så vidt som muligt at få den til at se ud som på tegningen herover.
Her er det vigtigt at den øverste del af ærmekuplen (ved skulderpunktet), er tegnet vinkelret på skulderlinjen. Ellers bliver ærmekuplen til en “ærmespids” – og det vil vi ikke have.
Vi ved endnu ikke hvor den endelige sidesøm er, da vi først skal måle forstykkets ærmegab.
Jeg har målt mit ærmegab (foran) til at være 24,8 cm.
Så jeg måler fra skulderpunktet, langs min buede ærmekuppel linje 24,8 cm ned, og sætter et punkt.
OBS: Hvis dette skulle syes op i fast stof, ville jeg måle 1 cm ekstra ned på min ærmekuppel (25,8 cm), således at jeg ville have omkring 2 cm ekstra vidde i ærmekuplen. Dette vil give noget bevægelsestillæg, når ærmet er syet fast. De ekstra centimeter holdes til under syningen. #skrædderfif
For at få lidt ekstra bevægelsestillæg på bagstykket (til vores flagrende arme og skuldre 😉 ), tegnes endnu en linje der buer lidt mere til venstre end forstykkets ærmekuppel. Dette er bagstykkets ærmekuppel.
T-shirtens sidesøm
Før vi går videre, skal vi også lige rette t-shirtens sidesøm lidt til.
Det drejer sig bare om, at vi får lavet nogle pæne let buede linjer, fordi vi som regel ikke er “hakkede” i vores kropsform.
Så du kan tegne en ny streg fra overvidde-linjen ned til talje-linjen i en let hulning. Der så fortsætter i en bue ud, ned til hoftelinjen.
Det gælder om at undgå “skarpe sving” her. Kig dig selv i spejlet, og forsøg at skabe den linje du ser ved din side. 🙂
Konstruktion af t-shirt – Tegning 4
Ærmets sidesøm
Vi har allerede punktet for toppen af ærmets sidesøm.
Jeg vil gerne have at ærmet ikke er så vid ved mit håndled (fordi jeg ved jeg vil sy den i strækstof), så jeg vælger at den færdige håndledsvidde skal være 20 cm, i stedet for 24.
På konstruktionen ser vi den halve håndledsvidde, så jeg måler 10 cm (1/2 ønsket håndledsvidde) ned fra den øverste linje, og sætter et punkt.
Nu kan jeg tegne en hjælpelinje fra den nederste del af ærmekuplen ned til mit nye håndledspunkt. Her bruger vi bare en lineal (eller et målebånd).
Derefter tegne en let buet linje, der ender vinkelret på håndledslinjen.
Ved ærmekuplen må linjen gerne være TILNÆRMELSESVIS vinkelret, men ikke helt, da ærmet nemt vil blive for smalt så.
T-shirten er nu konstrueret!
Udkopiering af dit nye t-shirt mønster
Før vi udkopierer, altså tegner de færdigkonstruerede dele af så vi har de helt færdige mønsterdele, skal vi have sat lidt bemærkninger på, så vi får alle detaljerne med på de færdige dele.
Markeringer
Den lodrette streg længst til venstre er vores midt for og midt bag linje. Der skal mønsterdelen være til fold på stoffet. Denne linje er også trådretnings linjen, så den skal ligge parallelt med ægkanten, når mønstredelen lægges på stof.
Skulderlinjen (den, der går hele vej ned gennem ærmet), svarer til midten på ærmet. Denne linje er ærmets trådretning. Her skal papiret være til fold, når du udkopierer ærmemønstret. Ikke når du skal klippe i stof. Der har vi hele ærmet, da for- og bagstykket er lidt forskelligt ved kuplen.
Forstykket
Forstykket udkopieres som billedet herover. Husk at markere taljelinjen ved sidesømmen. Dette bliver til et samlemærke, når for- og bagstykke skal syes sammen.
Skriv “midt for”, “fold” og “trådretning” ved den lodrette midt for linje.
Bagstykket
Bagstykket udkopieres som billedet herover. Husk at markere taljelinjen ved sidesømmen. Dette bliver til et samlemærke, når for- og bagstykke skal syes sammen.
Skriv “midt bag”, “fold” og “trådretning” ved den lodrette midt bag linje.
Ærmet
Den nemmeste måde at udkopiere et ærme på, er at folde mønsterpapiret på langs, og så lade folden på mønsterpapiret køre langs skulderlinjen.
Ærmekuplerne (både for og bag) tegnes på. Sidesømmen tegnes og håndledsvidden tegnes.
Mens mønsterpapiret stadig er foldet, klippes ærmet ud, hvor du klipper efter bagstykkets ærmekuppel.
Derefter foldes mønsterpapiret ud, og forstykkets ærmekuppel kan nu klippes.
Tegn en tydelig streg lige på folden – dette er ærmets trådretning. Og toppen af stregen er samlemærke til skuldersømmen.
Skriv for og bag på ærmet, så du er sikker på hvad der er hvad, når du skal til at klippe det ud i stof.
Nu er dine mønsterdele udkopieret!
Et voilá!
Således kan man lave en t-shirt ud fra en blusegrundform. Herfra kan man bruge mønstret og sy en prøvemodel, og se om den sidder perfekt eller om den har brug for smårettelser.
Prøv endelig at konstruer din helt egen grundform. Når man først skaber tøj fra bunden efter sine egne mål og ideer til design, så bliver man nemt afhængig. 😉
Hvis du er interesseret i konstruktionen af mange flere designs, samt vejledninger i tilretning, hvor man bl a kan tilrette efter en større barm eller mave, eller hvordan man retter skulderen eller andet til så det bliver 100% tilrettet til DIG, så kig gerne mere på All Inclusive – Sy Nus medlemsklub, hvor du med medlemskab har adgang til ALT vores undervisning:
Bliv medlem
Og hold endelig ikke tilbage med at stille spørgsmål enten herunder i kommentarfeltet, eller på facebook her: Sy Nu på Facebook.
Og sig endelig til, om det var noget, der skal være mere af. Som jeg nævnte tidligere, er jeg KÆMPE fan af at konstruere, så hvis det har fanget din interesse, så skriv endelig hvad ellers vi skal tage op, her på bloggen. 🙂
<3 Parnuuna
3 Responses
Spændende vejledning, og meget brugbar.
Du efterspørger ideer til andre vejledninger. I øjeblikket, er det meget brugt at sætte chiffon udenpå en kjole. Det kan være en kjole uden ærmer, med chiffon udenpå, hvor delene kun er samlet i halsen. Jeg kunne godt bruge en vejledning til hvordan man gør. De ses både som asymetriske, og noget der ligner en sol der er sat udenpå, eller en decideret firkant, der så falder ned, og der fremkommer nogle snipper. Det ser meget enkelt ud, men det kunne være meget sjovt at lære hvordan man gør. Bare en idè.
Hej
Virkelig en fin vejledning!
Men inden jeg kaster mig ud i den, har jeg lige et spørgsmål.
Hvordan sidder den hvis man har et stort bryst? Jeg tænker, der er jo ingen brystindsnit for ligesom at gøre plads til brystet. Bliver det ikke et problem?
En grundform skal helst rettes til, efter den er konstrueret, da to mennesker, med samme mål, sagtens kan have forskellige former. Og du kan sagtes gøre plads til ekstra barm, ved at sprede forstykket og lave et indsnit. Der skal højst sandsynligt også knibes i ærmegabet, således at ærmet ikke gaber for meget, og at forstykket lægger sig mere omkring barmen. 🙂
Prøv at lave den ud fra dine mål til at starte med, så er du velkommen til at stille yderligere spørgsmål. 🙂