sommer 2017 Første blog indlæg i meeeeget lang tid. Disclaimer – det er et blog indlæg, der kommer direkte fra hjertet og ud i fingrene. Så der er ikke så meget at lære her, udover hvad jeg har været igennem personligt i løbet af sommeren og det tidlige efterår 2017. :) Det er nu i sidste ende af oktober 2017, og der er godt nok sket meget siden foråret. Jeg har været 5 måneder på Grønland, i forbindelse med at lave kostumer til en teaterforestilling deroppe. Hvilket har været en af det bedste oplevelser nogensinde. Planen var at jeg skulle have været deroppe i 5 uger, men det blev til 5 måneder, fordi min mor var syg med kræft og fik det værre, mens jeg arbejdede. Derfor valgte jeg at blive. Dette er ikke et blog indlæg, hvor jeg søger medlidenhed, men det er blot for at forklare, hvorfor jeg ikke fik skrevet så meget. April 2017 – Jeg rejste til Grønland for at arbejde på kostumer til en forestilling, der hedder “Månedrengen”. Fantastisk og lærerig oplevelse. Det var første gang i næsten 2 år jeg skulle samarbejde med nogen, og det var en stor udfordring for mig. Jeg fik lært en del om planlægning, og eksekvering af et større projekt, hvor der skulle være en rød tråd – i samarbejde med en scenograf og instruktør. Jeg fik lært at lytte til skuespillernes ønske, men stå fast i hvad instruktør, scenograf og jeg var blevet enige om af udtryk til forestillingen. Det er faktisk svært at stå i situationen med skuespilleren, der måske ikke er helt tilfreds med sit kostume, og skulle forklare at det er en del af helheden. Slutningen af Maj 2017 – projektet var ved at blive færdigt, og min mor fik det værre. Kemoen hjalp ikke rigtigt mere, så der var ikke mere at gøre fra lægernes side. Jeg besluttede mig for at blive, i stedet for at rejse hjem d. 5. juni. Jeg blev kontaktet omkring andre projekter løbende, og gik med til at ville sy til 2 andre forestillinger. Den første var en privat danseforestilling til Grønlandsbankens 50 års jubilæum, der blev afholdt 19. august 2017. Her fik jeg lært at lave masker, lave kostumer, som man skulle kunne bevæge sig i, og danne et fedt billede på en scene. Juli 2017 – Min mor fik det meget værre, og jeg blev nødt til at skrive til All Inclusive medlemmer at jeg lige holdt lidt fri fra arbejde. Energien blev brugt på familien, samt at forsøge stadig at have mening i mit eget liv. Små-planlægning af kommende projekter. Dog med fokus på familien. 15. Juli kl. 4:29, gik min mor bort i hendes egen seng. Som hun ønskede. Vi var mine søskende, 3 af min mors bedste venner, hjemmesygeplejersken og jeg, der sad hos hende. Det emmede af kærlighed og sorg. Jeg er så taknemmelig for at jeg havde muligheden for at blive på Grønland, og få snakket med min mor om en masse ting, imens hun var i live. Og hjulpet familien (og mig selv) med overgangen. Jeg vil ikke have været foruden. Eftertiden blev brugt på mange praktiske og følelsesmæssige ting med mine søskende og min mors nærmeste venner, som var der rigtig meget for os. Og arbejdet med at få livet igang igen. Jeg kunne lige pludselig mærke at jeg havde været bekymret i halvandet år. Lige siden jeg fik at vide at hun havde fået konstateret kræft. Jeg fik det at vide d. 21. december 2015. Det er lang tid at gå med tanker om “hvad så, når….” Så der er kommet en forløsning og en form for afslutning. Og jeg er bare så glad for at vi var sammen som familie omkring det! Som du nok kan læse, er det en stor ting, der har betydet meget for mit liv, og det har fyldt meget. Min mor har betydet rigtig meget for mig. Nu er jeg ved at være kommet over på den anden side – Jeg føler stadig sorg og savn, og mindes hende næsten dagligt. Nå.. videre… August 2017 – Efter begravelse og efter jeg var kommet mig over chokket over at min mor var gået bort, var det tilbage til virkeligheden. Jeg havde sagt ja til en kostume opgave. Og det er jeg også rigtig rigtig glad for at jeg havde gjort. Det er noget jeg synes der er sjovt at lave, og lige præcis på dét tidspunkt, kunne jeg mærke at det var rart at lave noget, jeg godt kunne lide, og som gav mening, og hjalp andre. Det var en god “start på livet igen” opgave. Jeg lærte (som nævnt tidligere) at lave masker – og fandt ud af at NOVRA! det er bare rigtig sjovt for mig. Det var rart at bruge hænderne igen. Jeg begyndte at kontemplere, hvornår jeg skulle hjem til DK igen, men ville gerne lige bruge tid sammen med mine søskende, og sørge for at alt praktisk og administrativt i forbindelse med mors bortgang var i orden, før jeg fløj afsted. Mine søskende overtog mors lejlighed, og jeg boede hos dem. Jeg valgte at sige ja til endnu et danse-kostume projekt, inden jeg tog hjemad d. 26. september. August-september 2017 – blev brugt på at sy lidt, og hjælpe mine søskende godt tilrette i deres hjem, så de kunne føle at det var deres. Der blev skiftet møbler ud, og ryddet op og ud. Vi fik sorteret i mors ting. Dansekostumer blev syet – og jeg fik endnu mere erfaring i hvor lang tid ting tager, og dét at arbejde med deadlines. Inden jeg tog hjem til DK, blev jeg tilbudt nogle jobs i det kommende år (2018) – også kostumejobs til teaterforestillinger, som jeg fik sagt ja til. Så det er noget der skal inkorporeres i planlægningen af fremtiden her. :) Jeg forventer at begynde at få hjælp til Sy Nu. ;) Oktober 2017 – Jeg er kommet hjem. Det tager nogle uger at vænne mig til at være i DK igen. Og lidt længere tid til at blive klar til at tage 100% fat i arbejdet. Jeg fik afviklet et mønster design kursus i Huset i Hasseris. Jeg fik også deltaget i noget teater selv. Så der har været nogle ydre faktorer, der har taget min tid og min energi. I skrivende stund, 26. oktober 2017, føler jeg mig endelig klar til at give Sy Nu min fulde opmærksomhed. Der er mange ting at tage fat i. Ikke mindst materialer til mine medlemmer, samt et nyhedsbrev, der skal samles op igen. Men det er godt at komme igang igen nu! Beklager det meget rodede blog indlæg – men det har simpelthen bare været tanker, der kommer ud – uden redigering. Så hvis du er nået så langt i teksten, vil jeg sige tusind tak for din tid. <3 Jeg er taknemmelig for at du er her! Så nu er det videre i dagens program. Og fremover lidt mere planlagte blog indlæg – og ikke bare “hjerne-opkast”. ;) Endnu engang tak for din tid. <3 Kærlighed og masser af krammere Parnuuna

Vi er igang med at bygge lidt om på hjemmesiden, så der kan være nogle bemærkelsesværdigheder ind imellem. :) -Parnuuna

>

Pin It on Pinterest