Om SyNu.dk

SyNu er stedet, hvor du vil kunne finde digitale symønstre, du kan downloade og printe ud på din hjemmeprinter. Så kan du komme igang med at sy med det samme, uden at skulle vente på at butikkerne har åbent.

SyNu.dk er også stedet hvor du kan finde inspiration til dine sy-projekter, og få vejledning til alt det tekniske indenfor syning.

Håbet er, at når SyNu er blevet lidt ældre, at der vil blive tilbudt sy-kurser, der er skræddersyede til dine behov.

Hej – mit navn er Parnuuna.Parnuuna med Fleece Jakke - Sy Nu

Jeg er et voksent barn, der nyder at lege med alt hvad der er kreativt. Jeg har siden jeg var barn, altid beskæftiget mig med kreativitet.

Fra jeg var 9 år, boede jeg på Grønland, hvor jeg ofte var på besøg hos mine bedsteforældre, hvor min bedstemor altid havde kreative syslerier vi kunne tage os til. Hun har lært mig at strikke, brodere og sy perler. Jeg husker nætter, hvor min mor kommer ind til mig kl. 04:00, og beder mig om at gå i seng, fordi jeg sidder ved mit skrivebord, og syer perler. Eller sidder i vindueskarmen og tegner nordlys.

Jeg flyttede til Danmark i 2006, hvor jeg søgte ind på Aalborg universitet for at studere musik. Det gjorde jeg i 3 år, men det sidste års tid på studiet, sad jeg oftere derhjemme om aftenen og syede og designede tøj, fremfor at lave mine opgave afleveringer – så jeg besluttede mig for at søge ind på Tekstilhåndværkerskolen i Aalborg. Jeg kom ind, og startede den 10. august 2009, og kunne så kalde mig Beklædningsdesigner, Modelkonstruktør og Modelskrædder efter endt uddannelse Januar 2012.

Efterfølgende tog jeg et Tekstildesign kursus ved Aalborg Media College, hvor jeg lærte at bruge Adobe Illustrator, Photoshop og InDesign. Perfekt, når man gerne vil følge med i tidens trends, og tilbyde digitale produkter der ser smækre lækre ud. ;)

Mellem 2011 og 2014 har jeg arbejdet med at designe, konstruere og producere symønstre for BeMyGoth.com, som desværre er blevet lukket ned, da det ikke kunne løbe rundt. Mine designs er stadig til rådighed i BeMyGoths Etsy butik. Så tag endelig et kig forbi, hvis du er nysgerrig.

Du er også velkommen til at kigge forbi min personlige blog Parnuuna.com, hvis du har lyst til at lære mig lidt bedre at kende.

Hvis du har nogle spørgsmål, eller bare har lyst at sige hej, er du velkommen til at kontakte mig via nedenstående email:

kontakt (a) synu.dk

Pin It on Pinterest

Share This